Vegana Nyt 1/96 (1. årgang, nr. 1, januar 1996), side 8-9
Forsøgskaninernes glemte konge: Frederik Madsen
Denne artikel er oprindeligt bragt i Politiken i januar 1995 og citeres her i hele sin længde. Frederik Madsen lagde krop til helt ny viden om kostens betydning, så når man som veganer bliver konfronteret med omgivelsernes måben over ens madvaner, kan man jo f.eks. henvise til Frederik Madsen og nedenstående artikel for at sætte tingene lidt i perspektiv
Af Lars Ovesen, afdelingsforstander i Levnedsmiddelstyrelsen
Gør man en speciel indsats for at bedre forholdene for sine medmennesker, er det kun retfærdigt at få en plads i historien. Nogle lider den ufortjente skæbne at forsvinde ind i glemselens mørke. Til sidstnævnte kategori hører Frederik Madsen, "forsøgskaninernes" absolut ukronede konge.
Frederik Madsen fødtes 1885 i Salling som søn af en husmand. Han var uddannet gartner, men blev i 1911 ansat som laboratoriekarl, og senere forfremmet til laboratorieassistent, på "Laboratoriet og Kontoret for Ernæringsundersøgelser" i København. Laboratoriet var samme år blevet oprettet til den kendte ernæringsforsker Mikkel Hindhede, og her var Frederik Madsen forsøgsperson i 20 år i en række bemærkelsesværdige og betydningsfulde kostforsøg.
Frederik Madsen - sund og rask
Omtalte kostforsøg havde til formål at finde ud af hvor meget og hvilken slags æggehvide mennesket havde brug for. På basis af disse forsøg var man i stand til at planlægge rationeringen fornuftigt, da krigsblokaden af Danmark blev indledt i 1917. Når man studerer Madsens forsøgskost kan man ikke undgå at blive forbløffet og imponeret. Fra
1911 til 1917 bestod hans kost alene af:
Under kostforsøgene var Madsen hele tiden arbejdsom og i besiddelse af et smittende og godt humør. Han fulgte diæterne nidkært, kun afbrudt kortvarigt af diverse højtider, f.eks. da han blev gift i 1917. Bryllupsmiddagen var dog på ingen måde udskejende. For ikke at ødelægge det igangværende kostforsøg for meget blev der serveret kartofler og grønærter, og desserten bestod af abrikossuppe.
Man kan undre sig over, at Madsen ikke fik mangelsygdomme eller andre dårligdomme under disse langvarige og ensformige kostforsøg. Tværtimod var Madsen hele tiden ved udmærket helbred. Adskillige lægeundersøgelser i forbindelse med forsøgene vidner herom.
Heller ikke hans arbejdsevne synes at have lidt skade. Medens Madsen var på bygvandsgrød var han to måneder indkaldt til militærtjeneste og gravede skyttegrave otte kilometer uden for København. Kostforsøget blev klaret ved, at Madsen fik nattegn, så han kunne cykle til laboratoriet hver formiddag, når han var færdig med sit gravearbejde. På laboratoriet spiste han sin grød, som bestod af knap et kg byggryn, og varetog sit laboratoriearbejde. Om aftenen gik han på kursus i engelsk og tysk, hvorefter han omkring midnatstid cyklede tilbage til forlægningen.
Fra faglig side var der på den tid stærk tro på kødets kraft - en tro, som i nogen udstrækning har overlevet til i dag. Det blev doceret især fra tysk side, at menneskets daglige behov for æggehvide var omkring 120 g, en mængde, som er indeholdt i mere end ½ kg kød. Undersøgelserne af Madsen viste, at behovet for æggehvide var betydeligt lavere - helt ned til 20-30 g dagligt - og at det uden større besvær kunne dækkes af planteføde alene.
I 1917 i krigens sidste år iværksatte de allierede en blokade for indførsel af fødevarer, primært korn, til Danmark, fordi de frygtede, at vi lod kornet gå videre til centralmagterne. Derfor blev der samme år på initiativ af indenrigsminister Ove Rode nedsat et sagkyndigt udvalg - et ernæringsråd - til at afgive betænkning om anvendelse og fordeling af høsten 1917. Udgangspunktet for denne rationering blev 70 g æggehvide, og vægten blev lagt på en kost bestående af kartofler, brød og grød, medens svine- og kvægbestanden mindskedes kraftigt. At man turde anbefale sådanne ændringer af landbrugsproduktionen og dermed kostindtagelsen skyldtes i høj grad de Madsenske kostforsøg.
I Tyskland/Østrig derimod holdt man stædigt fast ved de gamle kostnormer, dvs. en høj indtagelse af æggehvide og mest muligt fra kød. Med andre ord stimulerede centralmagterne til en omkostningskrævende kødproduktion til fordel for kornproduktionen, modsat tilfældet her i landet. Som følge heraf oplevede Tyskland omkring krigsafslutningen en hungerkatastrofe af uhyggelige og tragiske dimensioner med bl.a. en tredobling af børnedødeligheden. I Danmark derimod var der rigeligt mad til hungerkatastrofen, men faktisk kunne man konstatere en eklatant bedring af sundhedstilstanden.
Efter krigen fortsatte Madsen ufortrødent som forsøgskanin. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på de besynderlige diæter, som han blev udsat for. Den mest imponerende i mine øjne er en grovkost, som han spiste i næsten 17 sammenhængende måneder. I diæten indgik hver dag ½ kg norsk klidbrød, som næsten udelukkende var lavet af rugklid. En læge, som fik forevist dette stenhårde brød, udtalte: "Sligt kan ingen menneskemave holde ud at bakse med." Men Madsens mave kunne.
Da laboratoriet blev nedlagt, flyttede Frederik Madsen med familie tilbage til sin fødeegn i Vestjylland, hvor han genoptog sit gamle gartnerhverv. Han levede her i ubemærkethed indtil sin død i 1947. Det sidste man kan læse om Madsen er i Ugeskrift for læger i 1933. Her opfordres nationen til at give ham en national belønning med den begrundelse, at de Madsenske forsøg var forudsætningen for at det danske folk kom så let igennem rationeringen under den engelske blokade i 1917. Madsen modtog aldrig sin fortjente belønning og hans indsats blev snart glemt. Dette er der forhåbentlig nu rettet lidt op på.
